Bedre end sit rygte
For Barack Obama var det den globale afskedsaudiens. For Theresa May den globale tiltrædelsesaudiens.
Intet topmøde for G20-landenes stats- og regeringschefer uden nye deltagere omkring bordet og uden nye geopolitiske udfordringer at forholde sig til.
Brexit fylder allerede meget; ikke mindst på grund af den usikkerhed, der er skabt af, at det konservative regeringsparti i Storbritannien ikke har haft en plan for, hvordan der politisk skulle ageres ved et nej til fortsat EU-medlemskab.
USA har præsidentvalg om to måneder, og begge kandidater til at efterfølge Barack Obama har sat protektionisme højt på den politiske dagsorden.
Fra dansk side er G20 blevet betragtet som et nødvendigt onde i den forstand, at der ikke er tale om en demokratisk etableret mellemstatslig organisation, hvilket bl.a. betyder, at de nordiske lande kun er repræsenteret via EU.
G20 er en løs konstruktion uden et fast sekretariat, men med et årligt roterende formandskab, der imidlertid tæller to tredjedele af verdens befolkning, tre fjerdedele af verdenshandelen og 85 pct. af verdensøkonomien.
Som sådan savner G20 ikke legitimitet, og arbejdet siden finanskrisen ramte i efteråret 2008 har faktisk været præget af flere resultater, end man i udgangspunktet havde turdet håbe på. Reguleringen af finansindustrien er blevet koordineret gennem G20, ligesom stats- og regeringscheferne de senere år har intensiveret deres fokus på at skabe økonomisk vækst og beskæftigelse gennem øget handel.
Det netop overståede topmøde i Hangzhou understregede dog svagheden ved G20 – nemlig, at beslutningerne aldrig er mere bindende for de deltagende lande, end de hver især er villige til at acceptere.
Beslutningen fra topmødet i Brisbane, Australien, i november 2014 om, at det globale bruttonationalprodukt frem til 2018 skulle vokse med 2 pct. mere end den vækst, som Den Internationale Valutafond (IMF) på daværende tidspunkt forventede, vil næppe blive realiseret, fordi G20-landene ikke har gennemført de strukturelle reformer, der er forudsætningen for højere vækstrater. Siden 2008 har de eksempelvis indført 1.400 nye protektionistiske tiltag, der har svækket verdenshandelen i stedet for at styrke den.
Når der alligevel er grund til at glæde sig over de årlige G20-topmøder, er det på grund af deres værdi som det eneste globale forum, hvor stats- og regeringscheferne fra nogle af de mest centrale aktører kan mødes uden alt for stive rammer. Således har topmødet i Hangzhou været det eneste, hvor Ruslands præsident Vladimir Putin har kunnet mødes med stats- og regeringscheferne fra de lande, som han på én gang er på konfrontationskurs med og samtidig er tvunget til at samarbejde med om bl.a. Syrien.
Det giver ikke mening at kalde Hangzhou-topmødet for en succes eller det modsatte, da forhåndsforventningerne har været omtrent ikkeeksisterende.
Imidlertid lever vi i en tid, hvor viljen til at investere politisk kapital i at løse fælles, globale udfordringer er tankevækkende beskeden; da især når man kan iagttage den frembrusende, ansvarsforflygtigende populisme, der i disse år sætter den politiske scene i Europa, USA og andre dele af verden.
Om noget er der behov for en økonomisk resultatorienteret dialog, der viser verdens befolkning, at der samarbejdes om øget velstand, job og mindre ulighed. Netop i det perspektiv har G20 indtil nu ikke været leveringsdygtig.
.