Dr. Strangelove har ikke optrådt forgæves. Desværre
Nordkoreas hersker handler ikke ufornuftigt ud fra en personlig overlevelsesstrategi.
Der er områder i verden, som virker anakronistiske. Transnistrien, den lille, selvudråbte republik mellem Moldova og Ukraine, omtalt i søndagsavisen, er et af dem. De totalitære regimer i Hviderusland og Usbekistan er andre eksempler. Samt naturligvis Rusland. Fælles for dem er, at deres ledere ikke begriber, at det i det 21. århundrede ikke er militærparader og forgyldte paladser, som er udtryk for magt og rigdom, men frie menneskers mulighed for at udfolde sig. Det sociale netværk Facebook, der har en børsværdi på over 300 mia. dollar, blev grundlagt af en dengang 19-årig Harvard-studerende. Computerkæmpen Apple åbnedes i en garage i Californien af en dengang 21-årig særling. Et dansk firma med international succes, Lakrids by Johan Bülow, så dagens lys, da en 23-årig rørte i sin mors gryder på Bornholm. Man kunne blive ved.
Intet sted er mere anakronistisk end Nordkorea. Kim Jong-un, der er i begyndelsen af trediverne, er, trods sin løjerlige fremtoning, formentlig den mest brutale diktator i verden. Han har gået i en effektiv skole; såvel faderen som bedstefaderen var regenter, den ene med en mere voldsom og absurd persondyrkelse end den anden.
Op til weekenden hævdede Pyongyang at have foretaget sin femte underjordiske atomprøvesprængning, og uafhængige målestationer siger, at det nok er rigtigt. Det er i strid med aftaler og konventioner, det gør på ny især Sydkorea urolig, og det satte et ubelejliget punktum for den amerikanske præsident Barack Obamas Asien-rejse. For slet ikke at tale om den formue, som projektet må have kostet, og som ville have været bedre anvendt til den lidende nordkoreanske befolkning.
Problemet med Nordkorea er, at der er grænser for, hvad omverdenen kan gøre. USA kunne utvivlsomt jævne landet i løbet af et par timer, men dels ville de civile tab være uacceptable, dels ville også regionens skrøbelige sikkerhedsarkitektur, som faktisk findes og har forhindret en større krig i årtier, bryde sammen.
Regimet i Pyongyang ville være forsvundet, men Kina meget lidt begejstret for en genforening af den koreanske halvø, som ville blive resultatet. Genforeningen ville finde sted under en amerikansk paraply, og dermed ville et af Beijings værste mareridt gå i opfyldelse, for er der noget, den kinesiske ledelse hader – ud over pludselige hændelser – er det et vestligt inspireret demokrati, der er landfast med Riget i Midten. Man har rigeligt med Hongkong.
Der er derfor næppe grund for nordkoreanerne til at søge mod beskyttelsesrummene, selv om Obama har sagt, at den seneste sprængning vil få »alvorlige konsekvenser«. Det er svært at få øje på, hvilke det skulle være. Der er allerede omfattende sanktioner mod Pyongyang, uden at de tilsyneladende har den store virkning for Kim. Magthaveren kan være under pres, men han føler sig åbenbart mere truet af sine egne, hvorfor han skal have henrettet flere i sin nærmeste kreds det sidste par år, end af omverdenen.
Kina ser ikke ud til at vide, hvilket ben det skal stå på. På den ene side bryder man sig ikke om sin officielle allierede, fordi han er uberegnelig og ikke forlener kommunismen et særligt moderne skær. På den anden side vil man hellere have ham end amerikanerne.
Det korte af det lange er, at Kim ud fra en personlig overlevelsesstrategi ikke handler ufornuftigt. Verden lytter og tør ikke røre ham. Dr. Strangelove – den frygtelige atomekspert fra en gammel film – har ikke optrådt forgæves. Desværre.