Juncker veg uden om de eksistentielle udfordringer i EU

Diagnosen af EU’s tilstand fejlede ikke noget, da Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, onsdag holdt sin årlige tale om unionens tilstand. Kommissionsformanden slog fast, at EU befinder sig i en eksistentiel krise. At han i sit lange politiske liv aldrig havde oplevet så lidt fællesskab mellem medlemslande og så få områder, hvor de kan blive enige om at samarbejde. At nationale problemer optager de politiske ledere, og at stort set alle er udfordret af EU-skeptiske partier.

Juncker kan se tilbage på et meget turbulent år i Europa. For blot et år siden vandrede tusinder af flygtninge på de europæiske hovedveje. Europa holdt ikke til presset. Grænser blev lukket, nationalstaterne skærmede sig, og den eneste løsning, som EU’s politiske ledere kunne enes om, var en tvivlsom aftale med Tyrkiets leder, Recep Tayyip Erdogan.

Dernæst afviste de danske vælgere at bevæge sig længere ind i et fælles retssamarbejde, og endelig bestemte briterne overraskende, at Storbritannien skulle forlade EU. Alt sammen tydelige tegn på, at EU med Junckers ord befinder sig i en eksistentiel krise.

Det forgangne år har videre afsløret, at det fællesskab, som skulle opstå i Europa med de nye medlemslande, knager. Både Polen og Ungarn bevæger sig på kanten af de retsstatsværdier, som EU er bygget på.

EU har før stået i kriser, som det er lykkedes at arbejde sig ud af. Kuren har været et samlende projekt, som Det Indre Marked, der tog form i 1980’erne under den driftige kommissionsformand Jacques Delors’ ledelse. Men ser man nu ud i horisonten, så tegner der sig ikke noget samlende projekt, og Juncker gav heller ikke noget bud på det.

De forslag, som han listede op, befandt sig enten i petitesse-afdelingen – hvem vil mon takke EU for udbredelse af 5G- netværket og gratis internet i storbyerne? – eller udmærkede sig ved at være mere af den snævrere union, som europæerne så åbenlyst er ved at vende sig imod. Et forslag om fælles forsvar har næppe nogen gang på jorden i en tid, da borgernes orientering er vendt mod nationalstaten. Og Juncker undlod stort set at berøre det spørgsmål, som optager mange vælgere: konsekvenserne af indvandringen i Europa.

Når EU’s stats- og regeringschefer fredag samles til topmøde i Bratislava, er Storbritannien ikke med. Briternes exit er et stort tab for Europa, og som Juncker rigtigt bemærkede, så er der i medlemslandene forskellige opfattelser af, hvor EU skal bevæge sig hen.

Den aktuelle situation har afdækket det, som både er EU’s styrke og svaghed: At Unionen samlet set ikke er stærkere end det, som nationalstaterne kan blive enige om. Mange vil mene, at løsningen på flygtningekrisen ikke ligger hos den enkelte medlemsstat, men sværere er det straks at blive enige om, hvilke beføjelser som skal overlades til EU. Mange kan også blive enige om, at et udbygget og velfungerende indre marked vil hjælpe på jobskabelse og konkurrenceevne, men den frie bevægelighed, som Det Indre Marked også omfatter, har været et stridspunkt i mange EU-lande.

Til næste år fylder Rom-traktaten 70 år. Konstruktionen EU er en enestående bedrift, som har medvirket til fred og øget velstand i Europa. Den fortælling er blevet råbt højt, hver gang EU har været i krise, uden at ordet krise direkte har været nævnt. Det positive ved Junckers tale var, at han turde nævne det. Erkendelse er som bekendt forudsætningen for at finde en løsning.