Findes der noget mere demokratisk end folkeafstemninger? Ja.
I demokratier har vi rigtige parlamenter. De skal leve op til deres ansvar.
Findes der noget mere demokratisk end folkeafstemninger? Alene ordet. Det smager af, ja, demokrati og inddragelse af vælgerne. Kan det være smukkere? Ja, det kan det, i allerhøjeste grad.
I weekenden blev der holdt to folkeafstemninger, en i Ungarn, en anden i Colombia. Begge var vejledende. I Ungarn drejede det sig om, hvorvidt landet skulle modtage flygtninge under EU’s kvoteprogram. I Colombia handlede det om fredsaftalen, som for nylig er indgået med oprørsbevægelsen Farc efter mere end 50 års borgerkrig.
Begge steder endte det i nederlag til regeringen. I Ungarn var der ganske vist et overvældende flertal imod kvoteflygtningene, sådan som premierminister Viktor Orban havde ønsket, men med en valgdeltagelse på 39,9 pct. lå man et godt stykke fra de 50 pct., der krævedes, hvis det ifølge ungarsk lov skulle have nogen vægt. I Colombia var deltagelsen endnu lavere: 37 pct. Her sagde 49,7 af dem, der stemte, ja til aftalen, men 50,2 pct. sagde nej. Det er altså mindre end ét procentpoint, som skiller lejrene.
Man kan sige meget om baggrunden for de to afstemninger. I Ungarn gik det ikke så meget om kvoteflygtninge – en ordning, der jo ikke rigtigt fungerer noget sted – men om den nationalkonservative Orbans magtpolitiske fægterier. Orban mener, at han kan score opbakning ved at angribe EU og andre internationale organisationer. Det har han gjort en rum tid, længe inden flygtningekrisen. Var man kynisk, kunne man sige, at asylsagen kommer som sendt fra himlen. Hans folk har antydet, at dunkle magter, bl.a. den ungarsk fødte finansmand George Soros, skulle stå bag det hele. Soros er jøde og bor i USA, så hos nogle på de yderste fløje, som de rygter åbenbart var stilet til, passer det udmærket.
I Colombia havde man regnet med et flertal for fredsaftalen, og den hårfine afvisning har overrasket begge sider. Også opinionsmålingerne forudsagde et noget andet resultat. Præsident Juan Manuel Santos vil imidlertid holde fast i våbenhvilen med oprørerne og fortsætte fredsprocessen.
De to begivenheder giver lejlighed til mere principielle overvejelser. De viser først og fremmest, at folkeafstemninger som politisk universalmiddel er en rigtig dårlig idé. De kan misbruges – som i Ungarn – eller de kan føre til en ulykkelig opsplitning som den, man nu ser i Colombia. Helt absurd bliver det, når Orban siger, at han bare vil mose videre med sin kvoteafvisning. Hvorfor så en afstemning?
Fortalere for folkeafstemninger peger ofte på Schweiz som et eksempel på, hvor fantastisk de fungerer. Rigtigt er det, at man der nok har mulighed for en større politisk debat end i Danmark – med fire afstemningsdage om 13 emner, alene på nationalt plan i år, befinder man sig så at sige i uafbrudt valgkamp. Men Schweiz er et særtilfælde. Folkeafstemninger fungerer som en slags erstatning for, at der ikke findes en formel opposition, fordi regeringens medlemmer kommer fra alle større partier efter den såkaldte konkordansmodel. Valgdeltagelsen er heller ikke imponerende, i reglen er det under halvdelen, der dukker op.
Folkeafstemninger er påkrævede, når grundloven – eller, i andre lande, forfatningen – forlanger det. Det er i reglen aktuelt ved afgivelse af suverænitet, f.eks. i forbindelse med EU, eller når selve grundloven skal ændres. I næsten alle andre tilfælde, og navnlig i enkeltsager, er det ansvarsforflygtigelse. I demokratier har vi rigtige parlamenter. De skal leve op til deres ansvar.