Vesten skal tale entydigt og konsekvent til Rusland
Et er Ruslands synlige forsøger på at true med militært isenkram, noget helt andet den usynlige påvirkningsstrategi, som skal underminere europæernes tillid til egne institutioner og politikere.
Når EU’s udenrigsministre i dag mandag samles i Luxembourg, vil Rusland muligvis ikke blive direkte nævnt i teksterne. Men Europas store nabo mod øst vil være den ikke tilstedeværende gæst, som alle taler om. Udenrigsminister Kristian Jensen var for nylig ude at fastslå, at Rusland begår krigsforbrydelser i Aleppo. Bombardementerne af byen, herunder hospitaler, er udført med en voldsomhed, som har fået store EU-lande som Frankrig og Storbritannien til at komme med forslag om at stramme sanktionerne mod Rusland yderligere. Mødet i Luxembourg vil fungere som opvarmning til EU-topmødet senere på ugen, hvor det er tanken, at EU’s stats- og regeringschefer skal have en dybere diskussion om Europas forhold til Rusland. Siden krisen i Ukraine og annekteringen af Krim er det for alvor gået op for de fleste europæiske ledere, at Rusland udgør en reel trussel mod stabiliteten i Europa.
De russiske bestræbelser på at underminere EU og Nato udfolder sig på flere planer. I forrige uge spillede Rusland igen med sine militære muskler, da topmoderne Iskander-missiler blev fragtet til Kaliningrad, hvorfra de kan aktiveres med direkte kurs mod Vesten, hvilket forståeligt nok har udløst reaktioner fra Polen og de baltiske lande, som er særligt udsatte.
Et er at håndtere den militære trussel. Den er Nato allerede ved at imødegå ved at styrke forsvaret mod øst, også lande uden for Nato, som Sverige og Finland, er i beredskab. Noget andet er at håndtere Ruslands knap så synlige forsøg på at underminere europæernes tillid til deres egne politikere og institutioner.
Det gør Rusland ganske dygtigt gennem en systematisk påvirkningsstrategi, som minder om den, der kendes fra Den Kolde Krig. Man finder en nyttig idiot, gerne flere, som udtaler sig på en måde, som passer ind i det russiske kram. Det gælder eksempelvis udsagn om indvandring. Ruslands hede ønske er, at den vil knække Europa. Det gælder desuden forholdet til EU, en god portion EU-skepsis er vand på Putins mølle. Da briterne skulle stemme om det fortsatte medlemskab af EU, blev nogle af brexitfortalerne angiveligt ført med usynlig hånd fra Rusland, som forstår at udnytte såvel tvstationen RT som de sociale mediers mange muligheder for at påvirke den offentlige mening. Det kan også hollænderne tale med om. De stemte om en EU-aftale med Ukraine, og udfaldet blev til Ruslands udelte tilfredshed, at den skulle hollænderne ikke nyde noget af.
Mon ikke Putin også gnider sig i hænderne over Viktor Orbans forsøg på gennem en folkeafstemning at afvise de forpligtelser, som Ungarn har indgået om fordeling af flygtninge. Ganske vist er afstemningen erklæret ugyldig, men det har ikke været en hindring for Orbans argumentationskraft mod flygtninge og mod Bruxelles.
Perspektivet i de russiske bestræbelser er ganske skræmmende. Nu tegner det heldigvis til, at Donald Trump ikke bliver USA’s næste præsident. Om han har givet den som nyttig idiot eller som Putins håndlanger, vides ikke med sikkerhed, men faktum er, at når Trump begynder at undsige Natos grundlæggende og alt afgørende solidaritetsprincip, så leger han med en meget farlig ild. Kønt er det heller ikke at iagttage russiske hackeres rolle i den amerikanske valgkamp. Erfaringen taler for, at Rusland kun forstår ét sprog. Og det skal være direkte, målbevidst, konsekvent og uden vestlig slinger i valsen.
.