En ny EU-krise

Måtte nogen have savnet bevis for dybden af den eksistentielle krise, som Den Europæiske Union befinder sig i, kan vi henvise til frihandelsaftalen med Canada.

Forhandlingerne om Comprehensive Economic and Trade Agreement (Ceta), som aftalen hedder, blev indledt i recessionsåret 2009 afsluttet med succes i august 2014. Siden er aftalen blevet ratificeret af EU’s Ministerråd og EuropaParlamentet, men endnu ikke i alle medlemslande.

I Belgien har lokalparlamentet i Vallonien blokeret for, at den belgiske regering kan godkende Ceta, hvilket kan betyde, at aftalen ikke kan underskrives, når Canadas premierminister Justin Trudeau kommer til Bruxelles 27/10.

Situationen er mere end pinlig for EU, da den ikke blot sår berettiget tvivl om den europæiske vilje til frihandel, men også understreger en meget vigtig pointe for brexittilhængerne: At eksportorienterede EU-lande står bedre ved at forhandle frihandelsaftaler individuelt end som ét samlet Europa.

For nuværende har EU syv frihandelsaftaler omfattende 31 lande, der afventer ratificering, mens en snes andre frihandelsforhandlinger pågår med 50 lande, heriblandt to af verdens største økonomier USA og Japan.

Det er evident, at hvis 3,5 millioner valloner kan tage en færdigforhandlet frihandelsaftale som gidsel i et ilde anbragt forsøg på lokalpolitisk profilering, underminerer det ikke blot EU’s position i handelsforhandlinger, men vil skærpe den voksende politisk-populistiske fragmentering i Europa.

Med Ceta bortfalder 98 pct. af tolden, ligesom det europæiske marked for landbrugs- og fødevarer åbnes for canadiske landmænd og virksomheder. Omvendt får europæiske virksomheder adgang til det store canadiske marked for offentlige udbud. I det hele taget er Ceta banebrydende, fordi Canada og EU har mange lighedspunkter. Begge ser således ganske ens på statens rolle i samfundsøkonomien samt på værdien af det organiserede arbejdsmarked og en høj grad af miljøbeskyttelse. Hvis EU ikke kan lande aftalen med Canada, ligger den europæiske handelspolitik reelt i ruiner.

I den forgangne uge blev Ceta godkendt af forfatningsdomstolen i Tyskland, om end det ikke skete uden forbehold. Især hersker der tvivl om spørgsmålet om etableringen af en voldgiftsdomstol, der skal afgøre uenighed om investeringer på tværs af grænserne. Taget for pålydende vil canadiske virksomheder kunne indbringe europæiske stater direkte for voldgiftsdomstolen uden først at skulle gå via de nationale domstole i det EU-land, hvor striden reelt er hjemmehørende. Det er samme element, der udgør det væsentligste stridspunkt i frihandelsforhandlingerne med USA.

Omvendt er det forståeligt, at den canadiske regering ikke kan acceptere at indgå en frihandelsaftale med et samlet Europa, hvor canadiske virksomheder skal indrette sig efter retssystemet i hvert enkelt af de 28 EU-lande.

I en tid, da stærke kræfter – herunder begge præsidentkandidater i USA – bevæger sig i en markant mere protektionistisk retning, da verdenshandelen er stagnerende, og da den globale økonomiske vækst og jobskabelse lider som følge heraf, er frihandelsaftaler vigtigere end nogensinde.

Siden Anden Verdenskrig har frihandel løftet mange hundrede millioner mennesker ud af fattigdom ved at skabe økonomisk vækst og beskæftigelse.

Det vil være ubærligt, hvis en håndfuld populistiske valloner skal kunne ødelægge en vidtrækkende frihandelsaftale, som vil gavne det store flertal af sande europæere.

.