Afviste asylsøgere har intet at gøre i Europa
Tiden arbejder for lykkeriddere
De er dem, som ingen vil lege med. Men de er blevet Europas lod. Tørre tal viser, at mere end halvdelen, faktisk tæt på to tredjedele af de afviste asylsøgere, ikke sendes hjem. De bliver i Europa, ofte forsvinder de også i Europa.
Det viser historien om tuneseren Anis Amri tydeligt. Denne unge tuneser kom til Italien i 2011, mens europæerne stadig jublede over Det Arabiske Forår. Han løj sig mindreårig, viste sig kriminel, kom i fængsel og fik afslag på asyl. Men det viste sig umuligt for Italien at sende ham tilbage til hjemlandet. Papirerne var ikke i orden, og Tunesien trak sagen i langdrag. Til sidst kunne italienerne ikke gøre andet end at lade ham gå med besked på at forlade Italien.
I stedet for at rejse sydpå tog Anis Amri nordpå. Før jul begik han i Berlin et terrorangreb, som kostede 12 mennesker livet. Tyske medier har siden afdækket hans videre færd. Hans rejserute viser, at han uhindret kunne krydse grænsen til Holland, fortsætte til Belgien og rejse videre gennem Frankrig, inden han nåede Italien. Der sluttede rejsen. Ikke fordi den samlede europæiske politistyrke var i hælene på ham, men fordi to unge betjente nærmest ved et tilfælde stødte på ham en sen nattetime på en plads i en forstad til Milano og forlangte identifikation.
Anis Amris færden i Europa viser, at skiftende politikeres forsikringer om, at der var styr på Schengen-området og flygtningesituationen, langt fra holder stik. Anis Amri krydsede de ydre grænser, og han kunne selv som Europas mest eftersøgte mand krydse flere indre grænser i Europa.
Rundt omkring i Europa sidder tusinder af strandede mennesker, som har fået afslag på asyl, men som ikke kan sendes hjem. Ifølge en rapport fra Europa-Kommissionen er et af hovedproblemerne, at det er vanskeligt at skaffe legitimationsbeviser. Erfaringen er, at når passet er væk, så kan myndighederne i oprindelseslandet læne sig mageligt tilbage og lade tiden gå. Mulighederne for at tilbageholde de afviste med tvang er begrænsede, og der er en øvre grænse for, hvor længe de må frihedsberøves, hvis særlige forhold ikke taler for det. Tiden arbejder for lykkeridderne, som med nogen tålmodighed kan se frem til at skabe sig en form for tilværelse i Europa. Tilfældet Anis Amri viser videre, at nogle kynisk venter på muligheden for at slå til i et terrorangreb.
Den dagsorden må og skal Europas politikere forholde sig til. Og det nytter ikke, som det senest skete tirsdag, at grænseagenturet Frontex udsender endnu pressemeddelelse om, at der nedsættes et rejsehold, som skal vejlede og hjælpe EU-landene i at få sendt de afviste asylsøgere retur. Der skal mere gennemgribende indgreb til.
I weekenden var vrede tunesere på gaden for at protestere over udsigten til, at flere afviste tunesere skal sendes hjem. Både i Italien og i Tyskland arbejdes der på højtryk for at finde en løsning, som gerne skal munde ud i, at flere afviste asylsøgere kan komme hjem. Tuneserne er forståeligt nok bekymrede, og de tunesiske politikere er under folkeligt pres for at afvise Europas krav om at tage imod deres egne statsborgere. Med til billedet hører, at også tuneserne har været udsat for islamiske terroraktioner, men når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at EU skal lægge et betydeligt større pres på de afviste asylsøgeres hjemlande for at få dem til at tage deres egne statsborgere retur. Med til det pres hører, at politikerne må præsentere langt mere kontante metoder, som skal bevirke, at flere sendes hjem. Et nydeligt brev med besked om at forlade landet er ikke nok. Faktisk er det naivt.
.