Trumps primitive indrejseforbud

Kritik af blokaden skal ske med de rigtige argumenter

Den amerikanske præsident leder en suveræn nation, og inden for de rammer, som hans lands forfatning sætter, kan han naturligvis vælge at sige stop for bestemte grupper af menneskers indrejse til USA. Og det er, hvad Donald Trump har gjort med sit dekret om indrejseforbud for folk med pas fra syv muslimske lande.

Det er heller ikke just første gang i sin historie, USA har udstedt endog meget rigide begrænsninger for, hvem man anså det for nyttigt at lukke ind i det, der for generationer af europæere, asiater og nu også mennesker fra Mellemøsten har været set som det forjættede land. Tidligere i USA’s historie har udelukkelsen ramt så forskellige grupper som jøder, katolikker og japanere.

Ej heller kan andre lande sige sig fri for mere eller mindre kantede reguleringer af, hvilke udlændinge man giver adgang. Således udtrykker Danmark allerede sine tydelige forbehold over for borgere fra de samme syv muslimske lande med krav om visum for indrejsende fra landene, som er Syrien, Irak, Yemen, Sudan, Iran, Somalia og Libyen. Visumkravet er på papiret ikke et indrejseforbud, som det Trump har indført, men praksis viser, at det kan komme tæt på.

Alt dette er vigtige parametre at holde sig for øje, før man angriber Donald Trumps indrejseforbud. For angribes skal det. Det er en primitiv symbolhandling, som Trumps administration dårligt nok har villet camouflere som det, det er: en irrationel restriktion på mennesker, ikke fordi de kommer fra muslimske lande , men fordi de – formodes det med statistisk belæg – selv er muslimer. Det er altså en embargo mod en religiøs gruppe.

Det er, som antydet, ikke uhørt i historisk forstand, men det er ligegodt skrap kost i en moderne vestlig sammenhæng. Fordømmel-serne hagler da også ned over præsident Trump, her kun halvanden uge efter at han har indtaget sit embede.

Hvis han som præsident har substantiel politik på programmet, der kan gøre en forskel for de oversete amerikanere, der har valgt ham, så er det ikke tiltag som dette, der beviser det. Det er synd for hans vælgere. Det er synd for lov-lydige turister eller arbejdssøgende fra de syv muslimske lande. Og det er ærgerligt for de virksomheder i USA, der kunne ansætte dem.

At kritikken af Trumps blokade mod de syv lande er yderst nødvendig og berettiget, fritager ikke hans kritikere for at leve op til det rimelighedskrav, som Trump deprimerende ofte selv har ment sig hævet over.

At indrejseforbuddet således ikke i sig selv er et radikalt brud med en påstået amerikansk åbenhed over for fremmede viser cv’et for ingen ringere end Barack Obama. Hvis eks-præsidenten, der i disse uger udstyres med helgenstatus af anti-Trump-koalitioner overalt, havde fået sin vilje, ville USA i år tage imod 110.000 flygtninge. Sat i forhold til landets befolknings størrelse er det en sølle fjerdedel af det antal flygtninge, som Danmark gav asyl i 2016, et år hvor Danmark blev skældt ud fra flere sider hjemme og ude for restriktiv grænsekontrol, smykkelov og nye udlændingestramninger.

Ligeledes hører det med til et retvisende billede, at Barack Obama i løbet af sine år som præsident slog alle rekorder, hvad angår at deportere mennesker, der var uønskede i USA. Ifølge myndighederne på området, Homeland Security og U.S. Immigration and Customs Enforcement, blev godt to millioner, hovedsageligt latinamerikanere, smidt fysisk ud af USA i Obamas periode. Trump blev valgt på at erklære, at han vil deportere tre millioner indvandrere. Han har lang vej igen, men hans debut som præsident tyder på, at han mener det hele.