Hvad hældte man i tyrkernes babymos, da de var små?

Der er to triste erfaringer at gøre efter folkeafstemningen om forfatningsreformen i Tyrkiet. Den ene er, at landet formentlig de næste mange år vil udvikle sig stadig mere diktatorisk. Den anden er, at den synes at vise, at mange, måske de fleste, tyrkere i Vesteuropa aldrig er blevet integreret.

Lad os begynde med det første. Officielt stemte 51,4 pct. af vælgerne for reformen, der vil udvide og befæstne det enmandsdemokrati, som allerede i nogen tid har haft magten i Ankara. Det har et navn: Recep Tayyip Erdogan.

Udenlandske valgobservatører har attesteret, at der var uregelmæssigheder, samt at modstandere af reformen blev forfulgt og holdt væk fra de fleste massemedier. Erdogan er ligeglad, han og hans håndgangne mænd – der er meget få kvinder i det slæng – hældte i weekenden endnu en gang gylle ud over Europa og frabad sig international indblanding. Det kan Europa godt klare. Erdogans stadig mere maniske og totalitære optræden går først og fremmest ud over hans eget folk – de mange tyrkere, der er veluddannede, vestligt orienterede og tilhængere af et verdsligt samfund, som den moderne nations grundlægger, Atatürk, kæmpede for i mellemkrigsårene. En stor del af dem er i dag uden arbejde, i fængsel eller flygtet til udlandet. Det er en tragedie, som det vil tage årtier for Tyrkiet at lægge bag sig.

Det andet, man kan uddrage af søndagens afstemning, er, at store dele af de tyrkiske indvandrere i bl.a. Tyskland, Belgien, Østrig og Danmark ser ud til at leve i en boble. I Tyskland stemte 64 pct. for Erdogans reform, i Belgien var det 75, i Østrig 73 og i Danmark 61 pct.

Der er et par fodnoter, som bør bemærkes. Langtfra alle stemmeberettigede i Vesteuropa deltog, i Tyskland var det omkring halvdelen, så man kan ikke uden videre sige, at 64 pct. af tyrkerne her elsker Erdogan. Der var også store forskelle i hvert land. I Essen sagde 75,9 pct. ja til reformen, i Berlin 50,1 pct.

Hvad man imidlertid kan mene er, at hver enkelt stemme i Vesteuropa for Erdogans projekt er en falliterklæring – såvel for afsenderen som for det land, han eller hun er bosiddende i. Hvordan i himlens navn kan et menneske, der er født i München eller Middelfart, gå ind for diktatur, knægtelse af ytringsfriheden, afskaffelse af retsstaten og forfølgelse af ikkevoldelige kritikere? Hvad hældte man i babymosen, da de var små? Ingen kommer til verden som antidemokrat. Hvad har forældrene lært dem? Lukkede de ørerne i skolen? Hvorfor stemmer de for et totalitært system, men har åbenbart ingen planer om at forlade det frie Vesten?

Analytikere, herunder kloge tyrkere i udlandet, har det sidste par døgn peget på, at en del af støtten til Erdogan skal ses som et udtryk for utilfredshed med forholdene, hvor man er. Man synes, at man diskrimineres, man taler om racisme, og man er glad for, at en type som Erdogan slår i bordet over for de slemme tyskere, hollændere osv.

Til det er der følgende at sige: Ja, der er sikkert diskrimination visse steder, måske også racisme, hvilket til alle tider og på alle steder er forkasteligt. Men det har indvandrere og flygtninge måttet kæmpe med gennem hele menneskeheden. Eksempelvis jøder og asiater. Netop disse to grupper har i reglen reageret ved at bide tænderne sammen, opdrage deres børn til lovlydige borgere og sørge for, at de fik en god uddannelse. De gør sig glimrende i samfundet, hvor de end er. Afstemningen i søndags viser en modsat tilgang. Tyrkere i Vesteuropa burde tænke sig om.

.