G7 skal vise ægte sammenhold

Angela Merkel og Shinzō Abe skal være tilgivet, hvis de føler sig underligt ensomme, når stats- og regeringscheferne fra G7-landene i dag samles til deres årlige topmøde.

For den tyske kansler og den japanske premierminister er det henholdsvis tolvte gang og femte gang, at de deltager i et G7-topmøde. Deres canadiske kollega Justin Trudeau har deltaget en enkelt gang, mens de øvrige fire deltagere – USA's præsident Donald Trump, Frankrigs præsident Emmanuel Macron, Storbritanniens premierminister Theresa May og Italiens premierminister Paolo Gentiloni – alle er debutanter.

Geopolitisk kommer topmødet på et kritisk tidspunkt.

Præsident Trump kommer til Sicilien som sidste stop på en rejse, der har ført ham til Saudi-Arabien, Israel, Vatikanet og Nato-topmødet i Bruxelles. Den første store udlandsrejse, der er forløbet med rimelig præsidentiel professionalisme.

Storbritannien har parlamentsvalg den 8. juni, og premierminister May vil være mærket af mandagens terrorangreb i Manchester samt det forhold, at Storbritannien er sat i højeste alarmberedskab – for slet ikke at tale om brexit.

Emmanuel Macron bringer den nyvundne præsidentielle magt med sig, men hvor længe? Om et par uger er der parlamentsvalg i Frankrig, og ingen ved, om Macron vil have et regeringsdueligt flertal eller allerede en måned efter sin tiltræden vil være politisk handlingslammet.

For værten Paolo Gentiloni kan topmødet blive den måske eneste gang, eftersom Italien skal til parlamentsvalg senest den 20. maj 2018, men ganske tænkeligt inden da.

Som sådan er G7-topmødet sindbilledet på de politiske omvæltninger, der i disse år kendetegner industrilandene. Årtiers socialdemokratisk dominans er på hastig retur, og nye politiske kræfter er trådt ind på scenen i en form, der ikke umiddelbart forekommer langtidsholdbar, men som vil kunne medføre betydelige forandringer.

Hvor G7 på sine hidtidige topmøder har forpligtet sig til at bekæmpe protektionisme og arbejde for frihandel, kræver Trump-regeringen nu, at det skal handle om ”fair handel”. For det utrænede øje kan det ligne en nuanceforskel, men der er tale om et paradigmeskifte. På en række andre områder vil der fra amerikansk side blive gjort tilsvarende forsøg på at sætte en ny global agenda, hvilket allerede har vist sig under de forberedende møder på embedsmandsniveau.

Kina har for længst læst den svækkelse i G7, som først brexit og siden præsidentvalgene i USA og Frankrig har medført, og som konsekvens heraf forsøger Beijing målrettet at tage det verdensøkonomiske førerskab.

Tilsvarende har den måde, hvorpå Donald Trump og folkene omkring ham har håndteret forholdet til Rusland, efterladt G7 i vildrede om, hvad der egentlig skal være den videre politiske kurs over for præsident Vladimir Putin.

Om noget kalder den aktuelle geopolitiske situation på, at G7-landene viser ægte sammenhold, der sætter sig ud over personændringer blandt præsidenter og premierministre.

Desværre er der grund til at frygte, at topmødet i Taormina vil udstille fraværet af personlig kemi mellem flere af deltagerne og dermed også accentuere den politiske uenighed, som Vestens fjender vil vide at tage ad notam.

Vælgerne har bestemt, at flere af deltagerne er politiske novicer, men det må aldrig kunne undskylde, hvis G7-topmødet ikke afspejler den kontinuitet og langsigtede politisk-økonomiske tænkning, der er afgørende for at sikre, at totalitære kræfter ikke får lov til at sætte den globale dagsorden.

.