13 ord, der kan ændre Europa
Forbundskansler Merkels melding om, at man ikke længere kan stole helt på USA, kan have vidtrækkende følger.
Det er kun en enkelt sætning, men den indeholder en oratorisk sprængkraft, som sjældent er set i Tyskland efter forbundsrepublikkens grundlæggelse i 1949. Den er udtalt af kansler Angela Merkel og lyder:
»De tider, hvor vi kunne stole fuldstændigt på andre, er til dels forbi.«
De 13 ord (16 på tysk) faldt efter G7-topmødet på Sicilien og kan meget vel varsle en ændret europæisk adfærd, i det mindste de næste fire år.
Hvad Merkel havde i tankerne var USA, og mere præcist præsident Donald Trump, der på sin første udlandsrejse i embedet opførte sig, nå ja: mindre elegant. I Saudi-Arabien erklærede han frejdigt over for det totalitære styre, at han ikke var kommet med løftet pegefinger. Det havde han ret i, for den gemte han til Bruxelles og senere Taormina. Her gik han i rette med demokratiske lande om medlemsbidrag til Nato, om klimaaftalen i Paris, om især det tyske handelsoverskud og meget andet.
Om Nato-bidragene: Det er rigtigt, at de fleste af alliancens medlemmer er langt fra de 2 pct. af bruttonationalproduktet, som man har forpligtet sig at styre imod. Det er en pinlig sag, også for Danmark. Men at præsidenten ikke som ventet bekræftede den såkaldte musketéred – en for alle og alle for en – viser, at han ikke har udpræget fingerspidsfornemmelse.
Med klimaaftalen og samhandelen er det mere manglende forberedelse og et forbløffende ukendskab, der præger billedet. Et fornuftigt klimasamarbejde er godt også for store lande (spørg Kina og Indien), og handelsaftaler med et EU-land som Tyskland indgås ikke i Berlin, som Trump åbenbart troede, men i Bruxelles. Desuden: Det står USA frit for at fremstille produkter, som andre vil købe.
Under alle mislydene gik det næsten tabt, at præsidenten ikke vendte ryggen til klimaaftalen her og nu, og at der blev indføjet nogle ord i sluterklæringen fra Taormina, der kan tolkes som en bekendelse imod protektionisme. Men Trump bliver nok ved med at være Trump. Dertil hører, at han ikke altid mener det samme om aftenen, som han har ment om morgenen. Selv om det er en ærlig sag at blive klogere, er mængden af besynderlige ytringer og abrupte holdningsskift så stor, at Merkel åbenbart ikke længere ser den amerikanske præsident som en fuldstændig pålidelig partner.
Det er Merkels udsagn, der er det væsentlige i dette. Den tyske kansler er kendt som en yderst forsigtig operatør og siger – navnlig i et valgår – sjældent noget, der ikke forinden er nøje overvejet. Hun har desuden ry for at være en stor beundrer af USA og har begejstret fortalt om sin første rejse derover som en ganske almindelig østtysker efter Murens fald. Hun ser Atlanten som noget, der forbinder – ikke skiller.
Hendes melding, der endnu ikke er blevet modsagt på denne side af havet, kan betyde, at Tyskland har erkendt, at Europa selv må ordne de fleste af sine problemer, og at Berlin er rede til at vise vejen. Der er det særlige ved tyskerne, at de får ballade, hvis de overtager lederrollen, men de får også ballade, hvis de ikke gør det. Det samme gælder i øvrigt amerikanerne.
Herfra skal der lyde anerkendelse, hvis Tyskland vil tage slæbet indtil videre. Forbundsrepublikken er blevet et af de mest solide demokratier, der tænkes kan.
Og hvem skulle ellers?
.