Myternes land

I adskillige døgn er Danmark blevet sendt gennem vridemaskinen hos internationale nyhedsleverandører som det amerikanske CNN og det britiske BBC, der tirsdag begge havde en tæt dækning af Folketingets 3. behandling af ”L 87 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven”. Lovforslaget blev vedtaget med trefjerdedeles flertal.

Interessen har på ganske kort tid formået at skabe nye myter om Danmark som en fremmedfjendsk nation, godt hjulpet af regeringens mangel på kommunikative færdigheder samt det politiske mindretal, der er modstander af lovændringen, og som i internationale medier har udfoldet tankevækkende store bestræbelser på at miskreditere Danmark.

Situationen vækker ubehagelige mindelser om Muhammed-krisen, da Danmark reelt var forsvarsløs mod den internationale mediestorm, som sagen udløste.

I det forløbne år er den internationale debat for alvor blevet forplumret af, at nogle stædigt har holdt fast i at betegne alle, der søger mod Europa, som ”flygtninge”. Virkeligheden er, at nogle er flygtninge i flygtningekonventionens forstand, mens andre blot søger at udnytte en situation til at søge mod Europa for økonomisk vindings skyld.

I et interview mandag med det hollandske medie Nos sagde EU-Kommissionens vicepræsident, Frans Timmermans, at mere end halvdelen af dem, der kommer til Europa, ikke er flygtninge i flygtningekonventionens forstand.

»Over halvdelen af de mennesker, der nu kommer til Europa, kommer fra lande, hvor det må antages, at de ikke har grundlag for at anmode om flygtningestatus. Faktisk drejer det sig om 60 pct.,« siger Frans Timmermans.

Hans data stammer angiveligt fra en endnu ikke offentliggjort rapport fra EU’s grænseagentur Frontex.

Derimod mener FN’s Flygtningehøjkommissariat, at over 75 pct. af de mennesker, der kommer til Europa, er flygtet fra konflikterne i Syrien, Irak og Afghanistan, og dermed som udgangspunkt er konventionsflygtninge.

Alene det forhold, at to autoriteter kan have så forskellige tal, dokumenterer, hvorfor en så alvorlig debat forplumres af myter, og når internationale medier i deres dækning vælger at tale om ”flygtningekrisen”, bidrager de til mytedannelsen.

Danmark har måttet løbe international spidsrod på grund af den såkaldte smykkelov, hvorimod Schweiz behændigt har kunnet flyve under radaren, selv om Schweiz i en årrække har haft mulighed for at beslaglægge værdigenstande til en værdi på 1.000 schweizerfrancs og derover. Dog må myndighederne i Schweiz som udgangspunkt ikke kropsvisitere eller ransage asylsøgere. Tyskland og Holland har også lovgivning på området.

Enhver må mene om L 87, hvad man vil, men ingen kan beskylde Danmark for at snige en kontroversiel lovgivning gennem Folketinget.

Danmark burde have anerkendelse for at turde debattere disse emner i en sådan grad af åbenhed; da især når man kan se, hvad det kan koste i internationalt omdømme. Tilstrømningen af flygtninge og indvandrere har udstillet, hvor skrøbeligt det europæiske samarbejde er, og når der tilmed ikke eksisterer valide data for antallet af reelle flygtninge, forvrænges ikke blot debatten, men man øger også risikoen for politiske fejlgreb og ikke mindst, at de europæiske lande kommer på kant med hinanden på et uoplyst grundlag.

Europas største udfordring i nyere tid kalder på samarbejde om verificérbare sandheder – ikke om myter.