Det åbne sår
Mordet på Olof Palme for 30 år siden var mere end et drab på en fremtrædende politiker, Sveriges statsminister. Det var hele den svenske folkhem-idyl, som med ét blev hentet ind i en virkelighed, der også kan være grum; en rambuk ind i siden på den svenske selvforståelse.
Da kuglerne blev affyret den aften på Sveavägen i det centrale Stockholm, havde Sverige i årevis redet på en bølge af at se sig selv som en særlig moralsk instans i en kaotisk verden. Ikke kun af den grund går der en lige linje fra dengang til i dag, hvor også en statsminister Fredrik Reinfeldt for kun få år siden igen udråbte Sverige til en humanistisk stormagt. Også i dag er Sverige ved at blive hentet tilbage til virkeligheden. Også i dag viser den sig ikke spor ideel. Og også i dag kan den nødvendige opvågning vise sig at have ganske store omkostninger. Mange ser baggrunden for den svenske elites aktuelle selvovervurdering i moralisten Olof Palmes forsøg på at placere Sverige i en særlig liga.
Mordet på Palme er Sveriges Kennedy-traume. At dette gennemregulerede og -organiserede samfund ikke har været i stand til entydigt at udpege en morder, som på åben gade og med mange vidner en fredag aften skød og dræbte landets siddende statsminister på vej frem fra biografen, er den svenske selvforståelse aldrig rigtigt kommet sig over. I stedet er man flygtet ind i en jungle af forkrampede teorier om, hvem der kunne stå bag: fra den ensomme, forhutlede narkoman via diverse udenlandske efterretningstjenester og kurdiske PKK-fanatikere til – naturligvis; vi er i Sverige – hjemlige nazister.
Under aristokraten Palme blev den løftede moralske pegefinger, som Sverige siden så gerne har villet vise verden, bragt i stilling. Palme så sig som en uafhængig stemme mellem øst og vest under Den Kolde Krig, og der var ikke den konflikt, der var for fjern til, at Sverige mente at skulle belære parterne. Men det var sjovt nok netop altid meget fjerne konflikter. Der blev ovenikøbet konstrueret en slags matematisk formel for strategien: jo længere væk en konflikt, jo heftigere det svenske engagement. Dermed er forløjetheden også udstillet. Hvad der foregik af overgreb på den anden side af Østersøen i den kommunistiske Østblok, interesserede ikke Sverige det fjerneste. Hvortil kom, at mens Palme arbejdede for nedrustning på den internationale scene, eksploderede den svenske våbeneksport. Det er ikke kun i dag, at dobbeltmoral er en svensk specialitet.
Det svenske verdensbillede, som i dag har bragt landet helt ud på kanten via en flygtningepolitik, der er lige så idealistisk og lige så urealistisk som de mange fremstød i Palme-æraen, går tilbage til hans tid. Heller ikke dengang var verden så ejegod, som den svenske elite troede, at den kunne opdrages til. Den var og er også både barsk og meget lidt næstekærlig. Sveriges møde med virkeligheden dengang og i dag er et drama i to akter, der ligner hinanden ganske meget.
Det er sikkert for meget at håbe, at mordet nogensinde bliver opklaret, så det stiller alle tilfreds. Et mord på åben gade på en fungerende statsminister er stof, som myter gøres af, og det i sig selv vil aldrig tillade, at dette smertelige kapitel lukkes endegyldigt. År senere blev også udenrigsminister Anna Lindh myrdet. Sverige skylder sig selv en debat om den voldsparathed, der åbenbart trives under den velfriserede overflade.
At den selvransagelse ikke for længst er tilendebragt, er så i øvrigt endnu et eksempel på de svenske mediers svigt.
.