Trumps sejr
Donald Trump og Hillary Clinton har efter primærvalgene tirsdag for alvor skilt sig ud som de sandsynlige præsidentkandidater for henholdsvis Republikanerne og Demokraterne.
Mens Hillary Clintons sejre var så overbevisende, at det nu synes reelt umuligt for Bernie Sanders at kunne fravriste hende nomineringen, tegner billedet en kende mere broget hos Republikanerne. Selv om Donald Trumps momentum er usvækket, betyder Ted Cruz’ sejre i hjemstaten Texas, nabostaten Oklahoma samt Alaska, at det republikanske opgør vil blive mere langstrakt og dermed opslidende.
Resultatet af tirsdagens primærvalg har udløst panik hos den republikanske elite, da det nu tegner til et opgør mellem outsideren Trump og den religiøst socialkonservative Cruz.
Valgdeltagelsen ved de republikanske primærvalg har været rekordstor, hvilket ikke mindst tilskrives Donald Trump, og det faktum, at han tirsdag kunne vinde i såvel sydstater som Arkansas, Alabama, Georgia og Tennessee som i New England-staterne Massachusetts og Vermont, stiller ham i en langt stærkere position, end tallene lader ane.
Om noget er Republikanerne splittede, og de mest midtsøgende vælgere kan med Donald Trump som partiets kandidat føle sig kaldet til i stedet at stemme på Hillary Clinton.
Næste slag står tirsdag den 15. marts, hvor de republikanske primærvalg i fire stater, heriblandt Florida, holdes efter modellen, at vinderen tager alle delegerede.
Donald Trump må derfor indstille sig på et bombardement af negative kampagnetiltag rettet mod at underminere ham som person. Det er en beskidt, men desværre ofte set fremfærd i amerikanske valgkampe, som imidlertid for afsenderne rummer den fare, at de dermed også sværter de republikanere, der stemmer på Donald Trump.
Den republikanske ledelse, der orkestrerer angrebene på den uønskede kandidat, har indtil nu ikke forholdt sig til den vrede, som Donald Trumps vælgere føler over for den politiske elite i Washington, eller distanceret sig fra de mange nedladende bemærkninger om Trump-sympatisørerne som ”underuddannede”.
Hvis en amerikansk arbejder har set sit job blive udflaget til Kina, set illegale indvandrere i stort tal krydse grænsen sydfra, føler sin sikkerhed truet af radikale islamister og ikke kan se den amerikanske drøms røde løber rullet ud for sine børn, vil sympatien blive lagt hos den kandidat, der taler om disse bekymringer, snarere end hos den, der fremstår som den politiske og økonomiske elites marionetdukke.
Alt efter temperament kan man kalde Donald Trumps budskaber for populistiske, men på trods af sin milliardærstatus er han kommet til at stå som den figur, som kan samle de millioner af amerikanere, der føler sig overset og glemt, og som de etablerede partier tydeligvis ikke har følt det nødvendigt at tage alvorligt.
Hvorvidt det vil være muligt at standse Donald Trumps fremmarch, må de kommende uger vise, men hvis det måtte lykkes, er det værd at erindre om, at alternativerne i skikkelse af Ted Cruz og Marco Rubio ingenlunde er mere charmerende.
Om noget har ”supertirsdag” styrket Hillary Clintons chancer for at blive USA’s næste præsident.
Fremfor at bekæmpe Donald Trump er tiden kommet til at tage ham så alvorligt, at han tvinges til at præsentere en sammenhængende indenrigs-, udenrigs- og ikke mindst økonomisk politik. Trump vil gøre »Amerika stort igen«.
Nu må han i detaljer gøre rede for hvordan.