EU må droppe den moralske pegefinger

Hvis det ulykkelige skulle ske, at briterne på torsdag stemmer sig ud af EU, venter ikke alene en masse håndgribelige og meget jordnære udfordringer for et fortsat europæisk samarbejde, men også en helt grundlæggende ny debat om, hvad vi vil med unionen. Herhjemme har den været undervejs i årevis, hvor det er tydeligt, at de fleste politiske partier er blevet langt mere EU-kritiske; ingen nævnt, ingen glemt.

Tidens tendens er, at EU skal rulles tilbage, at EU blander sig i alt for meget politisk og juridisk, at EU’s værdipolitiske og moralske smagsdommeri har taget overhånd, og at fremtiden for et europæisk samarbejde er mindre pompøsitet og mere rugbrødsarbejde. Hvis det kommer til en brexit, bliver EU som sådan ikke alene kastet ud i en politisk-eksistentiel krise; følgerne for Storbritannien taler vi slet ikke om. Der vil også opstå et akut behov for at genfinde den fortælling, som oprindeligt tog afsæt i freden og udsoningen efter Anden Verdenskrig, men som nu er overhalet af mange, nye dagsordener, ikke mindst den til tider ukontrollerede migration.

Tidens politiske bevægelse går – sådan over én europæisk kam – imod EU, imod eliten, imod hvad der opfattes som et indspist, verdensfjernt establishment, sådan i bredeste forstand. Det er en bevægelse, der lige så meget styres af mavefornemmelser som af kolde analyser, men det er i den forbindelse underordnet. Ved efterhånden mange europæiske valg har denne tendens været den drivende kraft i et stort opbrud i de traditionelle partimønstre, og det er en bevægelse, som må tages dybt alvorligt, alene fordi den repræsenterer en folkelig mobilisering. Den korte forklaring på, at det fornemt udtænkte, historiske EU-samarbejde er så meget i modvind, er netop, at protesten er blevet søgt ignoreret, og da den ikke gik væk af sig selv: udskammet og delegitimeret.

Dermed fuldendes et indtryk af, at den nye moralske overhøjhed, som EU har tilkendt sig selv, går tilbage til aktionen mod Østrig for 15 år siden, da en kreds af socialdemokratiske regeringschefer, inkl. den danske Poul Nyrup Rasmussen, ønskede at straffe Østrig for, at Frihedspartiet, FPÖ, blev optaget i regeringen. Det har aldrig været meningen, at Bruxelles skulle være moralsk-politisk overdommer over for medlemslandene, men adgangen til at beruse sig i muligheden for at løfte en korreksende pegefinger mod uønskede strømninger har simpelt hen været for stor for et par generationer af europæiske politikere. Det er det, der koster dyrt i disse år.

Dertil kommer en række oplagte svigt, hvoraf senest den chokerende rådvildhed om tilstrømningen af flygtninge, migranter og lykkeriddere har undermineret manges tro på, at EU trods alt er det bedste, vi har. Også her står indtrykket tilbage af, at EU’s politikere var for længe om at forholde sig til den virkelige virkelighed og i stedet søgte tilflugt i en ideel fantasiverden. EU skal genfinde balancen mellem Bruxelles og medlemslandene. Det er ikke gjort ved endnu en konkurrence om, hvem der kan skrive det mest glødende EU-essay.

EU-samarbejdet er grundlæggende for rigtigt og værdifuldt til, at det bare kan hutle sig videre efter på torsdag, uanset udfaldet af folkeafstemningen. Der er brug for, at Bruxelles-systemet og medlemsstaterne oprigtigt søger at lære af de senere års mange fejltagelser og får vendt den EU-kritiske stemning til en positiv opbakning til et Europa, der aldrig har været friere og fredeligere end lige nu.

Et godt udgangspunkt er at anerkende, at nationalstaten har fået en renæssance. Men EU kan stadig være en fremragende ramme for et helt nødvendigt europæisk samarbejde.

.