En fodboldspiller behøver ikke at være filosof, men derfor kan han jo godt tænke sig om

Man behøver ikke nødvendigvis være filosofisk anlagt eller ekspert i politiske forhold for at spille fodbold. Det er i reglen tilstrækkeligt at være god på grønsværen. Men derfor kan man jo sagtens udvise almindelig sund fornuft. Ingen tvinger sportsfolk til at agere tåbeligt.

Det er på den baggrund, at Mesut Özils meddelelse om, at han har trukket sig fra Tysklands fodboldlandshold, er så skandaløs. Özil, opvokset som tredjegenerations indvandrer fra Tyrkiet i Ruhrområdet, er fornærmet over reaktionerne efter et møde med den totalitære præsident Recep Tayyip Erdogan i foråret. Også to andre fodboldspillere med tyrkisk baggrund var til stede. Özil forærede Erdogan en fodboldtrøje.

Det vakte en del postyr i Tyskland. Erdogan betragtes af stort set alle partier som den, der har skrottet grundlæggende menneskerettigheder i Tyrkiet. Titusindvis af mennesker har mistet deres job efter et mislykket kupforsøg mod præsidenten for et par år siden, tusinder er fængslet uden noget, der ligner retsstatslige procedurer. Regeringskritiske medier er lukket. Magten er nu helt koncentreret i Erdogans hånd. Det er bl.a. sket ved valg og folkeafstemninger, hvor han fik forholdsvis større opbakning blandt tyrkere i udlandet – bl.a. Tyskland og Danmark – end hjemme. Hans optræden med Özil fandt sted før seneste valg og må have været en glimrende propaganda, ikke mindst i forbundsrepublikken.

Det kan eller vil Özil ikke se. I stedet raser han – der er virkelig ingen anden dækkende beskrivelse – mod tyske fodboldfunktionærer, fæle medier, angiveligt højreorienterede politikere og en hel del andre for »racisme og respektløshed«. Han fremstiller sig selv som offer. Han mødte Erdogan i respekt for dennes embede, siger han; han ville have gjort det over for enhver siddende præsident, fortsætter han. Hvis han var blevet væk, ville det have været »ikke at respektere mine forfædre«.

Som sagt: En fodboldspiller behøver ikke være filosof eller politisk nørd, men man behøver heller ikke komme med det rene vrøvl. Ingen har trukket racismekortet over for Özil, tværtimod, han har efter at være født og gået i skole i Tyskland fået en tilværelse, som mange drømmer om. Ingen, undtaget måske en enkelt eller to, har fremhævet hans tyrkiske baggrund negativt. At han selv svinger kortet nu, er en smule usselt. Medierne har på det seneste berettet om hans besynderlige flirt med Erdogan, men sådan er det jo i et demokrati, hvor aviser selv bestemmer, hvad de vil rapportere. Det er heller ikke specielt folk fra det ekstreme højre, som er imod den tyrkiske præsident, snarere tværtimod. En politiker fra De Grønne, Cem Özdemir, der selv har tyrkisk baggrund, har sagt, at der er nok af demokratisk sindede præsidenter, man kan lade sig fotografere med, og at det er tåbeligt at gøre som den nu fornærmede fodboldspiller.

Ved sit ukontrollerede udbrud bekræfter Özil, at der er alvorlige problemer med store dele af borgere med tyrkisk baggrund i Vesteuropa. Det er uretfærdigt over for velintegrerede mennesker som Özdemir; også i Danmark fører mange med indvandrerbiografi et aldeles hæderligt liv og bidrager til det samfund, de lever i.

Men det er jo ikke dem, der er udfordringen. Det er folk som Özil, der skynder sig i offerrollen og skubber et personligt ansvar fra sig. For dem er fejlen altid de andres. Hvad med at kigge indad, selv hvis man ikke er en filosof?