Burkaforbuddets premiere var en dobbelt parodi
Det er ikke nogen misundelsesværdig situation, som politiet hermed er bragt i.
Tildækningsforbuddet, populært kaldet burkaforbuddet, som trådte i kraft 1. august, afslørede sig straks som en parodi på sig selv.
Det var forudset overalt, at denne nye lovbestemmelse på mange måder vil være problematisk, blandt andet er der åbenlyse problemer med håndhævelsen og sanktioneringen.
Men at premieren skulle manifestere sig som hele to klare lovbrud uden politiindgriben, nærmer sig det komiske.
De lovligt anmeldte demonstrationer var dels en krænkelse af et allerede eksisterende maskeringsforbud ved demonstrationer, dels en klar overtrædelse af det nye generelle tildækningsforbud.
Som tidligere anført på denne plads er der ellers tungtvejende grunde nok til være betænkelig ved tildækningsforbuddet, for det strider i høj grad mod grundlæggende danske værdier.
Politiet valgte fornuftigt og diplomatisk at se realistisk på sagerne og konstatere, at da det drejede sig om en demonstration mod selve tildækningsforbuddet, var det et anerkendelsesværdigt formål at være – nå ja, netop tildækket. Altså fordi selve temaet for den grundlovssikrede ytrings- og forsamlingsfrihed var det netop ikrafttrådte tildækningsforbud. Det er i enhver situation i første række op til politiet at vurdere, om en eller flere personers tildækning har et såkaldt anerkendelsesværdigt formål, og netop heri ligger en kontroversiel detalje, som har haft forbavsende ringe opmærksomhed. Det ligger nemlig i selve lovgrundlaget, at det ikke er et anerkendelsesværdigt formål at stille en religiøs holdning til skue i det offentlige rum.
Det er egentlig ganske forunderligt, at denne detalje ikke har været et væsentligt tema i ellers meget følsomme religiøse gruppers modstand mod tildækningsforbuddet.
Som tidligere anført på denne plads er der ellers tungtvejende grunde nok til at være betænkelig ved tildækningsforbuddet, for det strider i høj grad mod grundlæggende danske værdier. For det første må det helt betingelsesløst være op til den enkelte at bestemme, hvordan man vil klæde sig.
For det andet må det være ethvert menneskes ret ved sin fremtoning at tilkendegive sin holdning, det være politisk, religiøs, kulturel eller hvad man nu kan finde på.
I det tolerante ligger netop også tolerancen af de usympatiske signaler, som ikke skal imødegås med forbud og politimagt, men med gode argumenter.
Det betyder ikke, at vi betragter de heldækkende klædedragter som sympatiske tilkendegivelser – tværtimod. De er afskyelige symboler på et usympatisk kvindesyn, og de repræsenterer en aktiv afstandtagen til det liberale, tolerante og åbne danske samfund.
Men i det tolerante ligger netop også tolerancen af de usympatiske signaler, som ikke skal imødegås med forbud og politimagt, men med gode argumenter.
Der spores da også i det politiske landskab en vis velbegrundet betænkelighed, ikke mindst hos et af partierne bag tildækningsforbuddet, nemlig Venstre, som stik imod, hvad der dagligt kan iagttages, stadig kalder sig Danmarks liberale parti.
Men nu er tildækningsforbuddet gældende ret, og det vil være interessant i de kommende måneder at iagttage, i hvilken udstrækning det bliver overtrådt, og ikke mindst i hvilken udstrækning det vil blive håndhævet og sanktioneret af politi og retsvæsen.
Det er vel ikke nogen urealistisk tanke, at politiet i pagt med førstedagens pragmatiske holdning vil anlægge en ganske forsigtig udlægning af udtrykket »anerkendelsesværdigt formål«. Simpelthen for at undgå konfrontationer og for så vidt muligt at undgå religiøse optøjer, der erfaringsmæssigt kan føre vidt. Det er ikke nogen misundelsesværdig situation, som politiet hermed er bragt i.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på X.