EU's største fjende er Europa-Parlamentet

Danske Spil har et skrabelod, hvor gevinsten er 25.000 kr. skattefrit hver måned i 10 år, hvad der jo nok ville lune i de fleste husholdninger, men er det ikke nok, har Europa-Parlamentet et endnu bedre tilbud; 33.000 kr. om måneden i hele valgperioden. Pengene er ikke blot skattefri; der skal heller ikke gøres rede for deres anvendelse.

Som om det ikke allerede var tilstrækkeligt attraktivt, har EU-Domstolen nu til overflod bestemt, at pengene er omfattet reglerne om personlig databeskyttelse, hvorved offentligheden er afskåret fra aktindsigt i, hvordan disse penge – kaldet ”blyantspenge” – reelt bliver anvendt.

Hensigten er, at de 33.000 kr. skal dække parlamentsmedlemmernes udgifter til kontorhold, men i princippet forhindrer intet – ud over personlig moral – EU-parlamentarikerne i at stikke pengene i egen lomme.

Den Europæiske Union befinder sig i en identitetskrise, der reelt har stået på siden statsgældskrisen, og er blevet forstærket af den skandaløst ukoordinerede håndtering af flygtninge- og migrantkrisen i 2015 og året efter af Storbritanniens beslutning om at forlade EU med udgangen af marts 2019.

I medlemslandene bliver EU som institution angrebet af nye politiske kræfter, der ikke vedkender sig det europæiske projekt, og derfor heller ikke mener, at EU er løsningen på Europas talrige udfordringer. Andre af disse nye politikere og partier, der ofte misvisende betegnes som ”populister”, kan se fordele ved EU, men vil have fjernet den generation af politikere og embedsmænd, der – bevidst eller ubevidst – har øget distancen mellem beslutningsprocesserne i Bruxelles og europæerne rundt om i medlemslandene.

Næppe nogen er kollektivt set længere væk fra borgerne end medlemmerne af Europa-Parlamentet.

Danmark har 13 af slagsen, og som de eneste politikere er de på valg i hele landet. På trods af det faktum, er det formentlig en beskeden for ikke at sige forsvindende minimal del af danskerne, der vil kunne nævne navnene på dem alle. Enkelte synes kun at blive synlige, når der hvert femte år er valg til Europa-Parlamentet, hvorefter de returnerer til Bruxelles og en gerning i relativ ubemærkethed.

Når de endelig møder vælgerne, hvilket vil ske i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet i maj næste år, er honoreringen et evigt tilbagevendende emne, da det set gennem almindelige familiebriller betragtes som uforskammet lukrativt at være EU-parlamentariker.

Det årlige vederlag før skat er ifølge Europa-Parlamentets hjemmeside på 770.000 kr. Rejser til plenarmøder, udvalgsmøder og øvrige møder godtgøres mod regning. Hertil kommer en fast, skattefri godtgørelse på 2.280 kr. pr. dag til dækning af alle andre udgifter i forbindelse med møder såsom overnatning og forplejning. Og så er der de famøse 33.000 kr. om måneden i skattefri blyantspenge.

Ingen kan med rimelighed anfægte, at vederlaget skal være anstændigt; da ikke mindst fordi det indebærer mange dage væk fra hjemmet, eller at EU-parlamentarikerne skal have godtgjort alle relevante, dokumenterbare udgifter.

Imidlertid er det hinsides normal fatteevne, at 751 parlamentarikere ikke begriber, at deres personlige omgang med skatteydernes penge er en destruktiv faktor for EU. At man tilmed har vedtaget et regelsæt, der forhindrer al offentlig indsigt, understreger blot pointen.

Fortjent eller ej – EU har mange fjender, men den største er så ubetinget Europa-Parlamentet.