Den umiddelbare katastrofe er afværget. Det skal alle, der holder af Storbritannien, hilse velkommen
Theresa May har overlevet mistillidsafstemningen hos de konservative. Men der er stadig problemer, for at sige det mildt.
Der er en god og en dårlig nyhed for Theresa May, efter hun har overlevet mistillidsafstemningen blandt sine konservative partifæller i Underhuset onsdag aften.
Den gode er, at hun – indtil videre i hvert fald – kan fortsætte som Storbritanniens premierminister. Den dårlige er, at hun også i den nære fremtid har ansvaret for brexit, altså briternes udtræden af EU. Det fuldstændige kaos er foreløbigt afværget, men det er næppe sandsynligt, at orden og disciplin herefter vil præge forløbet frem mod den planlagte skæringsdato 29. marts.
Situationen er selvskabt, og skadelig for såvel fortalere som modstandere. Britiske politikere, bl.a. Mays forgænger David Cameron, har i årevis tampet løs på EU og givet unionen skyld for alskens dårligdomme, som man selv med den bedste vilje ikke kan forbinde med Bruxelles. Indvandringen fra ikkeeuropæiske lande, f.eks., har intet med EU at gøre, heller ikke de til dels skandaløse tilstande i det offentlige sundhedsvæsen NHS. Fejlslagen integration og sociale nedskæringer heller ikke. De mange indvandrere fra navnlig Østeuropa har i det store hele været til gavn for briterne; såvel NHS som serviceområdet vil have svært ved at klare sig uden disse folk, der udførte det arbejde, som briter åbenbart ikke selv kunne klare. Endnu mere mudret bliver det af, at det ved medlemskabet af det daværende EF i 1973 især var medlemmer af det socialdemokratiske Labour, som var imod, mens de borgerlige i stort tal var for. Nu er det omvendt. Noget lignende gør sig i afdæmpet form gældende i Danmark, men her har ingen regeringsduelig politiker for alvor talt om at forlade det europæiske fællesskab.
Da Cameron endelig blev EU-tilhænger – efter at have fået indrømmelser fra de andre medlemslande – var skaden, set fra fortalernes side, sket. Brexit-afstemningen i 2016 faldt ud til unionsmodstandernes fordel.
Man kunne have troet, at briterne, mere end to år efter, havde nogenlunde styr på projektet. Det har de ikke, mildt sagt. Det skyldes ikke mindst borgerkrigslignende tilstande i Mays parti. Det er langt fra første gang, de konservative er splittede, med en stærk fraktion imod deres ledende figur. Winston Churchill havde fremtrædende modstandere i partiet endnu ved Anden Verdenskrigs begyndelse. Anthony Eden og Margaret Thatcher blev trængt ud af deres egne.
Mays problemer er noget særligt. Afstemningen onsdag bekræftede, at nok har hun modstandere, men ikke i tilstrækkeligt omfang til at hun kan væltes her og nu. EU-modstanderne vil ikke tage ansvaret. Boris Johnson løb af pladsen som udenrigsminister, og David Davies samt Dominic Raab, der stod for brexit-forhandlingerne, gjorde det samme. Da Eden og Thatcher blev gået, stod der villige efterfølgere, til at tage over.
Premierministeren har vist, at hun ikke kan samle partiet, endsige landet. Opbakningen til hende onsdag aften var pæn, men ikke prangende. Hun har meddelt, at hun ikke vil stille op som regeringschef ved næste valg. Men det er imponerende, at hun gider at tage slæbet indtil videre. Det bliver heller ikke nemt de kommende måneder. Hun kan ikke vente andet end symbolsk imødekommenhed fra det øvrige EU. Måske får hun et par venlige ord i et tillægsdokument til udmeldelsesaftalen, ikke mere. En såkaldt hård brexit kan ingen ædruelig aktør ønske. Regeringens egne eksperter forudser i givet fald problemer med fødevare- og medicinforsyningen. Afdøde kan måske ikke begraves, fordi motorveje skal bruges som parkeringspladser for lastbiler, der venter på toldbehandling. Men den umiddelbare katastrofe er afværget. Det skal alle, der holder af Storbritannien, hilse velkommen.