Ingen kan strejke sig til et bedre klima

I flere end tusinde byer verden over vil skoleelever og studerende fredag demonstrere med krav om, at politikerne tager klimaforandringerne alvorligt.

Klimastrejken kalder på sympati, da det er positivt, at de unge ad den vej forsøger at påvirke den demokratiske proces og en dagsorden, der ikke kender nogen grænser.

I Danmark kan ingen være i tvivl om, at politikerne tager klimaforandringerne alvorligt, men der kan være andre dele af samfundet med et større behov for at blive råbt op.

Klimaet er det 13. af FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, der for alvor blev sat på erhvervslivets dagsorden i forbindelse med årsmødet i World Economic Forum i januar.

I en artikelserie her i avisen har vi afdækket, hvordan nogle af de største og mest synlige erhvervsvirksomheder herhjemme forsøger at definere sig i forhold til verdensmålene.

Taget for pålydende synes en proces i gang, men det står ikke ganske klart, om det er virksomhederne, der af egen drift har valgt at løfte verdensmålene op på direktions- og bestyrelsesniveau, eller om det snarere skyldes pres fra aktionærer med en klar strategi for ansvarlige investeringer.

Globalt forsøger alt for mange virksomheder i disse år at tale sig ind i det internationale arbejde omkring verdensmålene og klimaforandringerne med det ene formål at fremstå grønnere, end de i virkeligheden er. Pynteligt er det ingenlunde. Faktisk kan man med god ret mene, at disse virksomheder forsøger at slå plat på nogle af de største udfordringer, som verdenssamfundet står over for.

Drøftelserne i Davos blotlagde, at erhvervslivet globalt har brug for klare regler for, hvordan man kan måle dets indsats i forhold til verdensmålene – præcist som regler for regnskabsaflæggelse i dag gør det muligt at sammenligne virksomhedernes resultater på tværs af grænser.

Det skal være muligt at kunne sammenligne eksempelvis Carlsberg med andre internationale bryggerikoncerner. Hvor stort er forbruget af aluminium og plastic? Hvordan er genanvendelsesprocenten? Hvor stor er CO₂-udledningen? Hvordan er ligestillingen? Hvordan er arbejdsvilkårene?

I forlængelse heraf ville det være fornyende, at aflønningen på direktionsniveau ikke kun skal være afhængig af virksomhedens økonomiske resultater, men i lige så høj grad opfyldelsen af virksomhedens strategier i forhold til FN’s verdensmål, hvilket forudsætter målbare standarder.

Dermed er vi tilbage ved fredagens klimastrejker og -demonstrationer. De færreste bliver mere vidende af at unddrage sig undervisning, og en lakmusprøve på, om de unge mener det alvorligt, er at spørge, om der ville være samme opbakning, hvis begivenhederne fandt sted i weekenden?

En anden og nok så vigtig lakmusprøve er, om de unge selv er parate til at gå forrest?

Den største vækst i det globale elforbrug kommer fra datacentre. Ingen er formentlig så aktive på internet som de unge, og det ville være interessant at vide, om de vil skære ned på deres internetforbrug? Tilsvarende kan man spørge, om de vil lade være med at gå i tøj og fodtøj fremstillet af kunstfibre og kunststoffer, der stammer fra fossile brændsler? 

Før de unge stiller så relativt ukonkrete krav til politikerne, som demonstrationerne fredag er udtryk for, bør den enkelte tage stilling til, om han eller hun er indstillet på den radikale omstillingsproces, der vil være påkrævet, hvis de folkevalgte skal gennemføre en virkelig effektiv klimapolitik. Både hos de unge og erhvervslivet mangler vi at se handling følge ord.