Fælleskommunal klimasvindel

Der findes næppe en folkevalgt uden en klart defineret holdning til klimaforandringerne, og hvad der bør gøres for at indfri det overordnede mål i FN’s klimaaftale om nuludledning i 2050. Anderledes bliver det, jo tættere udmøntningen af de klimapolitiske ambitioner kommer på borgerne.

Meningsmåling efter meningsmåling viser, at klimaet fylder i vælgerkorpsets dagsorden, men virkeligheden er en anden, hvis man pludselig kan blive nabo til solenergianlæg og vindmøller og alle de gener, som de medfører.

Endnu værre er det, hvis den, der opstiller en vindmølle i baghaven, er en fjerntliggende kommune, der såvel nationalt som internationalt gerne vil promenere sin klimaprofil, herunder selvskabte og svært realisable ambitioner om at blive CO₂-neutral allerede i 2025.

Københavns Kommune har en selverklæret ambition om at være CO₂-neutral om bare tre år. Det sker dog ikke ved at rejse tårnhøje vindmøller inden for kommunegrænsen, men derimod fjernt fra Rådhuspladsen. Konkret har Københavns Kommune via Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (HOFOR) i samarbejde med lokale lodsejere opstillet tre 140 meter høje vindmøller i Skive Kommune. Endvidere er der opstillet tre vindmøller ved Nissum Fjord i Lemvig Kommune samt andre 22 vindmøller i Lolland Kommune.

Dermed mener magthaverne i København at være godt på vej til at indfri ambitionen om at blive verdens første CO₂-neutrale hovedstad. At dette primært skal ske gennem vedvarende energiproduktion og skovplantning langt væk fra København, anses i Borgerrepræsentationen for at »gøre tingene smartere og grønnere«. Københavnerne kan med andre ord fortsætte udledningen af drivhusgasser, herunder CO₂, mens skatteyderne i Udkantsdanmark såvel visuelt som hørbart må lide under, at borgerne på stenbroen bilder hinanden ind at være grønnere end andre.

At Københavns Kommune overhovedet vil være denne fremfærd bekendt, er ikke svært at have en mening om, men den bliver grotesk, når vi i avisen har kunnet berette, at Københavns Kommune ikke er den eneste, der i sit CO₂-regnskab indregner den fulde effekt af vindmøllerne. Det samme gør nemlig Skive, Lemvig og Lolland Kommuner, hvilket alle involverede er fuldt vidende om.

I erhvervslivet anvender man begrebet »greenwashing« om virksomheder, der gør sig mere klimavenlige, end de faktisk er. Ofte er investorernes dom hård og kontant. Når fire kommuner med åbne øjne gør det samme, er der reelt tale om klimasvindel, da ingen folkevalgte anstrenger sig for at orientere om de sminkede CO₂-regnskaber.

Kommunerne har en opgave i Danmarks CO₂-reduktion, især når det gælder energieffektivisering af bygningsmassen, men der er alt for mange eksempler på silotænkning, der end ikke på papiret bidrager til i afgørende grad at reducere det samlede klimaaftryk. Givet er det, at den reducerede CO₂-udledning fra solenergianlæg, vindmøller og skovplantning kun skal optræde på klimaregnskabet i beliggenhedskommunen. Det betyder udfordringer for Københavns Kommune, men vil omvendt betyde en reel CO₂-reduktion.

Da kommunerne åbenbart ikke selv evner at lave retvisende CO₂-opgørelser, må Folketinget gribe ind og sikre redelige kommunale klimaregnskaber.

Københavns Kommune må gerne have en ambition om at blive verdens første CO₂-neutrale hovedstad, men det skal ikke ske ved fælleskommunal klimasvindel.